Pedersen, Rasmus

Navn ved fødslen Pedersen, Rasmus
Køn mand
Alder ved død 84 år, 3 måneder, 18 dage

Hændelser

Hændelse Dato Sted Beskrivelse Noter Kilder
Fødsel 1796-04-11 Jeksen  

 
Død 1880-07-29 Stilling  

 

Familier

Gift Hustru Pedersdatter, Ane
   
Hændelse Dato Sted Beskrivelse Noter Kilder
Ægteskab 1820-10-08    

 
  Børn
  1. Rasmussen, Peder

Fortællende

Søren Rasmussen om sine forældre

Mine forældre Rasmus Pedersen og hustru Ane Pedersdatter overtog, vistnok 1820, den ejendom i Jeksen, hvor der senere indrettedes kro. Da far og mor overtog gården var der vistnok 120 tdr land, hvoraf en del var temmelig god muldjord, men en stor del lå hen i lyng. Der hørte også en del skov og eng til. Fars far var temmelig fattig, da ejendommen ikke blev ordentlig passet, så udbyttet den gav kun var lille. Far måtte ud at tjene og kom til aat tjene hos gdr. Peder Jensen i Adslev. Denne var i hvert fald rig på børn; thi han havde 1 søn og 11 døtre. Mandden med de mange børn var meget tilfreds med sin tjenestekarl, da han var driftig, virksom og påpassende. Peder Jensen, Adslev stammer fra Stjær, hvorfra også Rasmus Pedersens far havde sin oprindelse, endogså fra samme gård i Stjær. Men i Stjær brændte kirkebøgerne, så vi kan ikke komme længere tilbage. Rasmus Pedersen var altså i slægt med gdr. Peder Jensen. Som tidligere nævnt kunne Peder Jensen godt lide slægtningen Rasmus Pedersen, men een ting kunne han ikke lide, og det var at den fattige knægt turde vove at kaste sine øjne på en af de 11 døtre. En gårdmand fraa Bering fik derimod venlige øjne og tak til, fordi han bejlede til Ane. Han havde gård og gods, og den bestemmelse blev straks taget, at Ane skulle være lydig og tage mod det solide tilbud. Gårdmanden fra Bering - to af de andre døtre var allerede gift med gårdmænd i Bering, så Ane var blevet nabo til sine søstre, hvis hun havde giftet sig med ham - besøgte stadig Adslev og kæresten, og Ane måtte pligtskyldigst følge ham på vej efter hvert besøg. Når Ane da tog afsked og vendte tilbage, sad Rasmus Pedersen bag et hegn eller lå i en grøft for at modtage sin allerkæreste ven. Da det venskab blev opdaget, blev Ane sendt til en søster i Mjesing for at fjerne de to elskende fra hinanden; men ingen forsigtighedsregler hjalp, Ane og Rasmus lovede hinanden at være tro i liv og død. Den sidste trussel var, at når Ane ikke ville lyde sine forældre, så ville hun blive gjort arveløs. Det blæste de to unge kun af, og så blev brylluppet holdt i Adslev, hvor præsten blandt andet sagde i sin tale: "han haver hverken fader eller moder". De overtog så Rasmus Pedersens fattige hjem i Jeksen. Rasmus Pedersens søster fik nogle tdr land, hun var gift med en mand, som hed Mikkel, og da han fik det mest flade af jorden, blev han kaldt "Mikkel Fladland". Rasmus Pedersen var fuld af drift og lyst til at skaffe sin trofaste veninde et lyst, rigt og godt hjem. Han tog fat på arbejdet med begge hænder og forvandlede lyngen og sandjorden til frugtbare marker. Han blev for sin dygtighed en æret og anset mand, som fik bevilling til at føre krohold. Han havde bygget en temmelig anseelig ladebygning og igennem den en høj port, der var indkørslen til selve krogården. Over porten stod med kongelig krone over " Kgl. priviligeret Kro". Kroholdet ville Ane sørge for blev passet godt i alle måder, mens Rasmus Pedersen drev jorden. Begge dele lykkedes, og efter nogle år var ægteparret temmelig velstående folk. Rasmus Pedersen var i en del år fattigforstander, og Ane sagde altid senere "Gud bevares, hvor de fattige havde det godt, mens Rask var fattigforstander". Da morfar Peder Jensen i Adslev så, hvordan de klarede sig, blev forholdet varmt og godt, og Ane fik vistnok sin arvepart lige så vel som de andre.

Der fødtes 8 børn i kroen, de to ældste døde som små, efter dem kom i rækkefølge; Per, Thøger, Margrethe, Peter, Søren og Rasmus, der døde som lille barn.

Far må have været ikke så lidt foran sin tid, da han foruden at forvandle en ejendom, der henlå i lyng og hede, ttil en ypperlig, veldyrket og ffrugtbringende gård, endogså havdde opdaget, at der i nogle bakker fandtes en mængde ler, der kunne egne sig til brændte sten, både tegl og mursten. Leret blev undersøgt, og viste sig at være udmærket, men der var jo stor risiko ved at købe æltemaskiner, bygge tørrehuse og teglovne, dertil behøvedes en temmelig stor kapital. Men så var der en gårdmand i Neder Jeksen som hed Jens Johansen. Han havde mod nok til at gå i kompagni med Rasmus Pedersen om teglværket. Men hvor skulle de skaffe kyndige folk til æltningen af leret, strygning af stenene og endelig brændingen, der kræver megen dygtighed. Hvorfra man i de dage viste, at der var nogle mennesker til, der kaldtes Lippe Detmolder, og som forstod sig på teglværksvæsenet, det aner jeg ikke, men at Lippe Detmolder kom år efter år og gjorde deres sager godt uden vrøvl og storagtighed, det ved jeg , for de blev mine gode venner. De undte sig sjældent frihed fra arbejdet; men skete det engang, de tog til Skanderborg marked, så havde de altid lidt godt med hjem til deres lille ven. En høj en iblandt dem, som gik med høj hat på hoveddet, havde mellem hovedet og hattepulden skjult en mængde figner, og det blik fuldt af kærlighed og glædde, hvormed han rakte mig fignerne, kan jeg se endnu, og jeg ønsker at møde ham i landet bag grav. Jeg antager at teglværket gik fra 1840-1843 eller måske 1844, men så var leret brugt op. Maskinerne og husene havde ringe værdi, når der ingen ler var, og far har rimeligvis lidt et større tab, som han dog muligt har indvundet i de fede år. Far havde vistnok nu fuldtendt sin manddomsgerning, alt var sat i skik, så sønnerne og folkene selv kunne klare sagerne. Nu tog far sin hvile hjemme hos mor, skønt han kun var 48 år, men det var en farlig stilling, da han spiste og drak sammen med gæsterne, men som regel ikke nænnede at tage betaling af dem. Moders skarpe øjne så snart, at det ville tage en ende med forskrækkelse for hendes kære husbond,om han ikke blev rykket ud fra den farefulde stilling. Hun fik ham til at indse rigtigheden heraf og fik ham til at bytte kroen bort for en lille gård på vistnok 50 tdr land i Stilling. Far blev frelst og livsånderne vågnede påny. Mergelen havde i Jeksen vist sig at være probat, og nu mente han, den kunne gøre samme nytte på jorden i Stilling. Derfor merglede han år efter år, men den ville ikke skære som i gamle dage.

Anetavle

    1. Pedersen, Rasmus
      1. Pedersdatter, Ane
        1. Rasmussen, Peder