Schnack Jelsbak

Vedsø skriver:

Jeg synes Hans Christian Schnack var tidlig ældet; men jeg har dog et klart indtryk af ham. Han var en meget anset mand og må have haft rige evner, for han var jo født så tidligt og blev så tidlig gift, at han næppe har været på højskole eller andet sted, hvor hans skolekundskaber kunne udvides. <br> Jeg har det indtryk, at han følte en vis forpligtelse overfor navnet Schnack og søgte socialt at hæve sig op over sin stand; hans frænde, Kampmann Obel på Mallingsminde, forpagteren på Merløsegaarden og den lokale læge hørte til hans omgabgskreds, og sammen med de 2 sidste holdt han lærerinde til børnene. <br> Trådte man ind i hans stuer, følte man sig næsten som hensat til en præstegaard med de gamle mahognimøbler, det taffelformede klaver, og så det store chatol, som han sammen med en del sølvtøj havde fået som gaver af beboerne, "gaverne mærket 20/2-1886" fordi han i den helt usandsynlige lange tid af 25 år havde været medlem af sognerådet, og heraf formand i 18 år i den store Tostrup kommune( i 1890 var der 1439 beboere). <br> Men også videre ud spillede han en rolle, og da navnlig i "Den Sjællandske Bondestands Sparekasse", hvis hvis kontordagsbestyrer i Uggerløse han var i mange år. <br> I sin væremåde var han en vittig mand og de, som viddet gik ud over, vil sige spydig. Dette kom navnlig frem, når han tørnede sammen med sin fætter Klaus Schnack, Spee. Det drejede sig naturligt om politik, for Christian Schnack var moderat, Klaus Schnack var radikal. Som en Thor, der svinger sin hammer for Klaus frem; men Christian bøjede af, veg uden om, og vips stod han som sejrherren. Han var ingen Loke, således som denne står for os, for han var hverken falsk eller upålidelig, men han var snild. Hvem var mest begavet af de to? Det behøver vi ikke undersøge, for de havde intet fælles mål, det var 2 sider af dansk væsen der mødtes. <br> Årets midtpunkt i Aagaard var 1. juni, Christian Schnack's fødselsdag. Da samledes en stor venneskare for at fejre ham, den dag havde Sine travlt, og hun kunne få noget fra håndden; henne i lænestolen sad bedstemor Helene og tænkte højt "Ja, ja, hun er nu en dygtig kone; men hun er for skrap, og hun kan ikke holde sine piger".